Daniel Craig, som er den nye James Bond, var i sidste uge til filmfestival i Cannes for at promovere sin nye film ’Det gyldne Kompas’.
Men de planer glemte den 39-årige englænder alt om, da han hørte, at hans hårdtslående modspiller i ’Casino Royale’, Mads Mikkelsen, også var draget til det sydfranske på grund af festivalen.
»Hvad siger I? Er den herlige, tossede dansker her i Cannes? Giv mig lige Mads Mikkelsens telefonnummer. Jeg har lyst til at gå ud og drikke mig stiv sammen med ham,« sagde Craig ifølge Ekstra Bladet til den skandinaviske presse.
Om de to James Bond-skuespillere nogensinde fik lejlighed til at nyde hinandens selskab og skåle i tørre martinier melder historien intet om.