Den 28-årige Ahmad Khan Rahami, som mistænkes for at stå bag bombeangreb i New York og New Jersey, er anholdt.
Oplysningen bekræftes af borgmester Chris Bollwage i Elizabeth, New Jersey.
Han siger, at Rahami blev anholdt efter en skudveksling med politiet.
To politifolk blev såret i skyderiet. Den ene betjent blev såret i hånden, mens den anden blev ramt af skud i brystet. Han havde skudsikker vest på og blev ikke alvorligt såret, oplyser politikilder til tv-stationen NBC.
- Rahami blev også såret af skud og blev kørt væk i ambulance, oplyser borgmester Bollwage ifølge Reuters.
Billeder på flere tv-stationer viser den sårede 28-årige mand, som ligger på en båre med et blødende skudsår i sin højre arm. På billederne er Rahami ved bevidsthed.
Den 28-årige var eftersøgt i forbindelse med en eksplosion lørdag aften i bydelen Chelsea på Manhattan i New York og flere improviserede sprængladninger, der blev fundet i Elizabeth, New Jersey.
På Manhattan blev 29 mennesker såret. 24 blev indlagt, men søndag var alle udskrevet igen.
Den afghansk-fødte Rahami menes også at stå bag en rørbombe, der eksploderede lørdag i New Jersey, men som ikke forårsagede nogen skade.
Den mistænkte mand blev anholdt i Linden, der ligger tæt på byen Elizabeth. Det er Rahamis hjemby, hvor amerikansk politi i løbet af natten fandt og uskadeliggjorde flere bomber på en togstation.
Anholdelsen af ham kommer kun omkring fire timer efter, at forbundspolitiet FBI offentliggjorde et foto af ham i en meddelelse, der blev sendt via sms til millioner af mennesker i New York-området.
Politiets efterforskere mener, at der kan have været medsammensvorne involveret i bombeepisoderne i New York og New Jersey, siger to embedsmænd til Reuters.
Det er endnu uklart, om der står en organisation bag den mistænkte mand og om der således er en forbindelse til international terror.
Det er heller ikke klart, hvad motivet bag bomberne i New York og New Jersey er.
- Vi ved endnu ikke, om dette var en enlig ulv, eller om det er noget der har involveret andre, siger New Yorks borgmester, Bill de Blasio, i et interview med tv-stationen MSNBC mandag.
/ritzau/