Tyrkiets hovedstad Ankara er rystet af en eksplosion, der har kvæstet mindst tre personer. Det skriver AFP, der citerer den tyrkiste tv-station NTV Television.
Først var der forvirring om årsagen til eksplosionen, og først meldtes to dræbt, men nu tyder alt på, at der er tale om en bombe og dermed et terrorangreb.
Lokale medier rapporterer om at eksplosionen fandt sted i det indre Ankara nær Kizilay-pladsen. Eksplosionen smadrede mange vinduer i området.
"Informationerne tyder på at der er tale om en bombe," siger Tyrkiets vice-premierminister Bulent Arinc til tyrkist tv.
Efter eksplosionen blev et større område afspærret, da politiet frygter, at der kan ske endnu en eksplosion.