Klokken to i nat blev samtlige indlagte på Malmø Universitetshospital vækket af et kraftigt brag. Det samme gælder formentlig de forsøgsdyr, som bruges i Clinical research center på hospitalet.
Men måske skete eksplosionen faktisk for deres skyld. Bomben, som sprang klokken to, kan nemlig ifølge politiet godt være rettet mod dyreforsøg.
"Vi arbejder ud fra, at der kunne være sådanne motiver bag eksplosionen," siger leder hos Malmøs politi, Daniel Jonasson, til expressen.se.
Han påpeger dog, at noget så drastisk som en bombesprængning er usædvanligt for dyreaktivister.
"Dem, som er modstandere af dyreforsøg, plejer jo ikke at tage sådanne midler i brug," siger han.
Til at starte med gik spekulationerne på, om attentatet var rettet imod restaurant Bloom, som ligger ved siden af hospitalets indgang. Men det er der ifølge politiet ikke noget, der tyder på.
Ingen er kommet til skade ved eksplosionen, der har smadret hospitalets indgangsparti.