En ny stor rundspørge for internetsiden Boligportal.dk viser, at der er færre, der lejer deres lejlighed ud, mens de forsøger at sælge den.
Kun 15,9 procent vælger nemlig den model, frem for 22,7 procent for bare ti måneder siden.
Henrik Løvig fra Boligportal.dk mener, at det er en række ubehagelige sager fra Huslejenævnet, der er synderen.
"Private udlejere er blandt andet blevet tvunget til at sætte huslejen så meget ned, at de ikke kan få dækket deres udgifter. Sådanne sager kan virke afskrækkende på boligsælgere, der overvejer at leje deres bolig ud under salg," siger han ifølge politiken.dk.
Professor Hans Henrik Edlund fra Handelshøjskolen Aarhus Universitet advarer boligsælgere om faldgruberne ved at udleje under salg.
"De har en ekstra bolig, som de ikke kan komme af med, og så må de enten sluge et stort økonomisk tab eller få en lejer ind. Og det sidste er ikke altid sjovt, hvis man ikke garderer sig ordentligt mod faldgruberne," fortæller han.