Hver femte barn har været ramt af fysisk vold fra én eller begge forældre inden for det seneste år.
Det viser en ny undersøgelse blandt elever i 8. klasse, som Socialforskningsinstituttet står bag, skriver Berlingske Tidende.
Børnene udsættes for alt fra riv i håret, rusk, lussinger, spark eller slag med flade og knyttede hænder.
En del af volden hænger sammen med sociale problemer i hjemmet, siger en af forskerne bag undersøgelsen. Men en del er også det, der kaldes 'opdragelsesvold'. Det vil sige situationer, hvor barnet gør noget, som det ikke må, og forældrene så bruger vold for at få det til at makke ret.
"Det vidner om, at vi har langt igen i forhold til en forståelse af, at revselsesretten er afskaffet. Det er simpelthen for mange forældre, som stadig tror, at det er tilladt at slå sige børn," siger formaden for Børnerådet, Lisbeth Zornig Andersen.
Børns Vilkår kalder undersøgelse "trist" og slår fast, at omfanget af vold mod børn er "voldsomt højt".
Undersøgelsen viser, at far og mor er lige slemme til at ty til vold.