Sommerferien er startet, og for tusindvis af danske børn betyder det, at der er udsigt til lejrophold, spejderture og fodboldskoler.
Det bliver stadig mere populært at sende sine børn af sted på ferie med SFO'en, spejderforeningen eller fodboldklubben.
Udviklingen kan man sagtens mærke hos DBU, der i år arrangerer næsten 300 fodboldskoler i løbet af de seks sommeruger. Det fortæller Morten Nielsen fra DBU Børn og Unge.
- Stigningen fra 2009 frem til i år den er på små 20 procent, siger han til Newspaq.
Allerede nu er der nemlig skrevet mere end 31.000 børn op til sommerens fodboldskoler, og 2012, der samtidig er 20 års jubilæum for fodboldskolerne, tegner til at blive et rekordår.
- Rekorder i antallet af fodboldskoler, rekorder i antallet af deltagere, rekorder i antallet af piger på fodboldskoler. Det er rekorder hele vejen rundt, siger Morten Nielsen.
Også hos aktivitetssiden sjovforborn.dk kan man mærke, at der bliver et større udbud og en større efterspørgsel på ferieaktiviteter.
- De sidste par år er der jo kommet enormt mange af de her indendørs legelande. Det er jo et underholdningsmekka, og det er noget nyt inden for de sidste ti år, siger Mette Juhl.
Det er udtryk for, at aktivitetsniveauet skal sikres gennem udbud, hvor det nærmest er umuligt at komme til at kede sig.
- Det er selvfølgelig noget med, at der er flere aktiviteter i de enkelte attraktioner, og de byder på flere ting. Det er ikke nok bare at være i Djurs Sommerland, nu skal der helst også være en koncert, siger Mette Juhl til Newspaq.
KFUM-spejderne har heller ikke problemer med at holde deres unge beskæftiget i ferien.
I år holder de en historisk stor sommerlejr i nærheden af Holstebro. Mere end 30.000 danske børn og unge kommer til at deltage. Derudover arrangerer en lang række af de 500 lokale foreninger også deres egne lejre på andre tidspunkter i sommerens løb.