Livet uden for børnehavens mure har åbenbart været for fristende for to små drenge på henholdsvis tre og fire år.
I hvert fald tog de sidst på eftermiddagen flugten over en mur på 1,5 meter fra en børnehave i Københavns Nordvestkvarter, og for de små størrelser har det jo været noget af en bedrift.
- Det er to små drenge, der klatrer over et hegn i en børnehave. Hegnet er intakt og cirka 1,5 meter højt, så de må være klatret over på en eller anden måde de to små udbryderkonger, siger vagtchef Michael Andersen til Avisen.dk.
Det var et andet barn, der så flugten og advarede pædagogerne, forklarer vagtchefen. Drengene er stukket af omkring klokken 15, og politiet bliver adviseret cirka 20 minutter senere.
- De bliver fundet 15.51 i Nørrebro Bycenter i Fona af en G4S-vagt, der undrer sig lidt over de to drenge, der er på indkøb, siger Michael Andersen.
På deres vej fra børnehaven, der ligger på Landsdommervej, har de to drenge krydset Lygten, der er en meget befærdet vej.
Hvad de to drenge ledte efter i Fona, melder historien ikke noget om.