I dag begyndte nedtællingen til årets største børnefest - MGP. De 30-40 børn der optræder i år var samlet i DR-byen, og selvom der var uendelig is til alle, sørgede sommerfuglene i maverne for, at der stod flere voksne end børn i iskøen.
Razz og Twizz
Mens de voksnes melodi grandprix de seneste år har mistet tidligere tiders popularitet, har børnenes pendant, MGP, for alvor slået sig fast. På fritidshjem landet over bliver eftermiddagene brugt på at efterlige helte som SEB, Razz og Twizz, og år efter år brager musikken ind på den gode halvdel af hitlisterne. Den 15. september bliver årets show fyret af i Århus, og der får vi svar på, om det bliver DK-Tøserne, Game Over eller nogle tredje, der i år bliver skudt op på den unge stjernehimmel.
Censur
For Andreas og Sebastian der er Da Boys, er der dog drysset en smule salt i den røde sodavand. Deres sang Super Snap hed oprindeligt Piger og lir men,
»en advokat fra DR ringede og sagde, vi skulle finde et andet navn, for han mente, det var nedladende,« fortæller Andreas.
Og selvom de bedre kan lide det oprindelige navn, skiftede de, for »det er jo DR, der har magten,« som Sebastian siger.
Redaktør for børn og unge i DR, Birgitte Fredsby, forklarer, at det er meget bevidst, at DR er strikse.
»Kriteriet for MGP er børnefest, og alt der ligger uden for det, vil vi af med. Vi vil ikke bevæge os i en gråzone, hvor vi kan komme til at gå over en grænse,« siger hun.