Gus Jensens sande identitet

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

    

Afsløring: Gus Jensen er en opfundet figur. Læs her hvem der står bag løjerne.

   

Gus Jensen findes ikke i telefonbogen. Han blogger ingen andre steder end på Nyhedsavisen. Og han offentliggør altid sine indlæg på hverdage, som regel før kl. 10. Det har blandt andre fået en vis Andersen til at så tvivl om, hvorvidt han er en virkelig person eller en opfundet figur.

      

Han er selvfølgelig opfundet. Det tror jeg da i hvert fald. Men jeg sværger på, at det ikke er mig, der har opfundet ham! Til gengæld har jeg et bud på, hvem det er ... 

    

Gus er sprogjonglør

    

Gus Jensens SPROGBRUG afslører ham. Én ting er, at han er for karikeret til at være virkelig. Noget helt andet er, at han skriver for godt til, at det kan være sandt.

     

Han er en haj til at konstruere laaaaaange – men letlæselige – sætninger. Som få mestrer han kunsten at sætte kommaer. Og så brillerer han gang på gang ved at sammensætte nye ord og lege med deres betydninger.

  

Virtuost fremtryller han vendinger som "tikkende brixtofte-bomber", "middelmådige leverpostejsdanskere", "aktieakrobatik" og "møgbebumsede teenagere".

        

Med en højtudviklet sprogsans spiller han på stavemåder og flertydigheder i vendinger som "SYG-ologer" og "Fosterfordrivelse" (fordrivelse af arkitekten Norman Foster).

     

Gus er web-kender

     

Derudover har han et usædvanligt godt blik for opsætningen af en tekst i web-mediet! Hans tekster er hverken for lange eller for korte, men inddelte i passende afsnit med fængende indledninger. De er aldrig visuelt ensformige, men altid fulde af laaaaaaange ord og STORE bogstaver.

     

Kort sagt har hans tekster alt det, web-journalister ved, de skal have, for at fange og holde på læserens opmærksomhed! Det er da besynderligt, når nu han jo egentlig skulle være helt grøn i faget som nybegyndt blogger.

      

Hans få stavefejl virker kunstige. At han konsekvent skriver "byrokratisk" og "metru-seksuel" er næppe tilfældigt, når han samtidig kender – og staver korrekt til – ord som "kortege" og "psykologkonventer". Det ligner fejl, der er lavet med vilje for at gøre figuren mere troværdig.

      

Den mest afslørende stavefejl er uden tvivl "statestekkerne". For mens de andre ord jo blot skrives, som de siges, så er det vist ikke mange i Sydhavnen, der siger "statestekkerne" i stedet for statistikkerne! Fejlen kan end ikke forklares som en tastefejl, for bogstavet "e" ligger meeeeeeeget langt fra "i" på tastaturet.

     

Gus er journalist!

     

Meget tyder på, at Gus Jensen er klogere, end han udgiver sig for at være. Han er en haj til sprog og en kender af mediet. Han må være JOURNALIST! Men i så fald må han være en journalist fra NYHEDSAVISEN, for ingen konkurrent kan have interesse i at give fjenden så mange læsere, som Gus Jensen har fået.

     

Nu skriver Gus Jensen faktisk bedre end de fleste skrivende journalister på Nyhedsavisen. Derfor må det være en af REDAKTØRERNE! Det kunne være David Trads, som ikke har skrevet på sin egen blog siden den dag, Gus Jensen skrev sit første indlæg: nemlig 15. november.

      

Men faktisk tror jeg snarere, det er redaktionschef Kaspar Haugaard! Ham har jeg engang haft fornøjelsen af at møde. Og dengang demonstrerede han en hel aften, at han er i besiddelse af en herlig sort humor og et groft sprudlende sprog.  

    

Desuden har Kasper Haugaard skrevet speciale på Roskilde Universitet om, hvordan folk læser tekster på internettet! Og endelig har han – som den eneste i avisens ledelse – endnu ikke skrevet et eneste indlæg på sin egen blog på avisen.dk. Mon ikke han har noget at indhente?

    

PS: Den 25. december afsløres julemandens sande identitet.  

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.