Natten efter et kommunalvalg bliver ofte kaldt for de lange knives nat - men dette kommunalvalg ser nu ud til at fortsætte med interne opgør i partierne.
Mens den radikale Klaus Bondam ser ud til at kunne fortsætte som radikal spidskandidat i København, så er Venstres spidskandidat i Århus Gert Bjerregaard blevet væltet som leder af partiets gruppe og kommende rådmand.
Årsagen er et katastrofevalg, og et meget lavt personligt stemmetal. Det oplyser TV 2 News.
Også i andre kommuner fortsætter kampene om borgmesterposterne. Således er det nu sikkert, at både en kommende SF-borgmester i Randers og Lyngby-Tårbæk er aflyst.
I Randers skete det efter, at baglandet i SF kuppede den kommende borgmester, Erik Poulsen. Det har han nu taget konsekvensen af, og er blevet løsgænger i byrådet. Det oplyser Randers Amtsavis.
I Helsingør Kommune var der også lange seje kampe om borgmesterposten, men efter alt at dømme kan den siddende borgmester Per Tærsbøl blive siddende i stolen.