Et Danmark helt uden luftfartsindustri er bedre end et Danmark, der må leve med lavprisselskabet Ryanairs arbejdsvilkår.
Så klar er udmeldingen fra LO-formand, Harald Børsting, der repræsenterer knap en million danske lønmodtagere.
I et interview med Mandag Morgen siger han, at der ikke nødvendigvis skal være en luftfartsindustri med base i Danmark. For princippet i den danske model om, at man skal kunne leve af sit job, er det vigtigste, siger han.
- Nogle industrier kan ikke drives så effektivt, at det kan betale sig at have produktion i Danmark, og så må de flytte. Måske er luftfartsindustrien en af dem. Ikke at vi mener, at der behøves være nogen modsætning mellem billige flybilletter og overenskomst. Men hvis man ikke kan drive konkurrencedygtig luftfartsvirksomhed under danske vilkår i Danmark, så må man flytte sin virksomhed ud af landet, siger Harald Børsting.
Konflikt på vej
Han bliver derefter bliver spurgt, om vi må acceptere, at Danmark ikke nødvendigvis kan have en luftfartsindustri.
- Ja. Flybranchen adskiller sig ikke fra alle mulige andre brancher. Hvis man ikke kan skabe en tilstrækkelig stærk forretning til at betale de lønninger, der er nødvendige for at leve i det danske samfund, så må man finde et andet sted at drive sin forretning fra, svarer han.
Udtalelsen kommer netop som Harald Børsting og LO står foran en konflikt med irske Ryanair, som nægter at indgå overenskomst, og som er kendt for at afvise alle forhandlinger med fagforeninger.
Ryanair mener, at deres løn er nød til at være lav, hvis de skal kunne konkurrere. Også lavprisselskabet Norwegian har for nylig været ramt af strejke, fordi de ikke kunne blive enige med deres piloter om blandt andet lønnen.