16 sekundmeters blæst tvinger eftersøgningsholdet i den sydnorske by Mandal til at udsætte eftersøgningen af de unge danskere, der for tre uger siden druknede i vandet udfor den lille by.
"Der er meget vanskelige forhold heroppe nu. Vejret er slet ikke egnet til at flyve i," siger Bjart Gabrielsen, der er politichef i Mandal til Newspaq.
Politiet ved ikke, hvornår de kan gå i luften igen.
"Vi tager det lidt ad hoc, når vi vurderer forholdene og sandsynligheden for at finde noget. Vi tager det dag for dag," siger Bjart Gabrielsen.
I går valgte politichefen ellers at genoptage efterforskningen med fly. Det skete efter, en lokal fisker fandt et lig i vandet. Politiet vurderede i går, at det var så sandsynligt, at det drejede sig om en af de forsvundne mænd fra Århus, at de valgte at genoptage eftersøgningen i håb om at finde de sidste tre lig.
Bjart Gabrielsen håber stadig at kunne finde de sidste af de unge danskere, men før stormen lægger sig, må politiets fly blive på jorden.
I dag obducerer retsmedicinere i Oslo det lig, der i forgårs blev fundet.