Nerverne sad helt uden på spillertrøjerne i aftes, da Blackburn Rovers tog imod Chelsea i kvartfinaleopgøret i den engelske Carling Cup.
For efter endt spilletid stod det 3-3. Og så måtte de to hold ud i først forlænget spilletid og derefter en nervepirrende straffesparkskonkurrence - som Blackburn trak sig sejrsrigt ud af med stillingen 4-3.
Blackburn Rovers kom også hurtigt foran i kampen mod Chelsea, da Nikola Kalinic hamrede bolden ind. Men på mål af indskiftede Didier Drogba og Salomon Kalou kom Chelsea alligevel foran i Carling Cup-kvartfinalen på Ewood Park i Blackburn.
Så længe lignede den en sejr til favoritterne på Premier Leagues førerhold. Men Blackburns Brett Emerton udlignede, og så måtte de to hold ud i forlænget spilletid, hvilket var noget af et drama.
Blackburn kom nemlig også her hurtigt foran, men i ekstratiden af den forlængede spilletid slog Chelseas Paulo Ferreira til. Og så måtte kampen ud i straffesparkskonkurrence.
Også Arsenal røg ud af Carling Cup'en i går, da klubben blev slået med eftertrykkelige 3-0 af Manchester City. I semifinalen venter nu et lokalopgør mellem Manchester United og Manchester City.