Den 55-årige X Factor-dommer Thomas Blachman bekræfter, at han danner par med den 31-årige svenske digter og sanger Julia Werup.
Det skriver flere medier, efter Thomas Blachman først på natten 24. december på Facebook offentliggjorde, at han er blevet forlovet og således er på vej mod sit tredje ægteskab.
Ifølge ugebladet Her & Nu blev der op ad juledag sat navn på den udkårne.
Julia Werup, som også hedder Liebig til mellemnavn, er datter af den afdøde svenske digter og sanger Jacques Werup, som gennem karrieren arbejdede sammen med blandt andre Mikael Wiehe, Mats Ronander og Lill Lindfors.
Julia Werup debuterede som forfatter i 2017 på både svensk og dansk med den tosprogede digtsamling "Ensomme mænds død", som omhandler sorgen efter farens død i 2016.
Hun har i en årrække haft et samarbejde med rapperen Jesper Dahl bedre kendt under navnet Jokeren. Her har de sammen oplæst digte og optrådt på den danske jazz-scene i forskellige sammenhænge.
Der er således flere fællesnævnere med Thomas Blachman, som udover at være komponist og producer også er en anerkendt og prisvindende jazzmusiker.
Thomas Blachman blev sidste år skilt fra Sarah Louise Schackinger efter tre års ægteskab.
Han har børnene Henry og Ramona på 17 og 12 år sammen med ekshustruen Viola Heyn-Johnsen, som han blev skilt fra i 2012. De havde været gift i 20 år.
Julia Werup er også medlem af en burlesque-gruppe. I opslaget herunder er det Julia Werup i midten.