Thomas Blachman gider ikke glo på X Factor. Den skaldede dommer, som i den grad var med til at skabe debat under de tidligere omgange af X Factor, har meldt sig helt ud af talentshowet.
"Nej, jeg skal sgu ikke se det. Så vil jeg bare få for mange ideer," siger han til Ekstrabladet.dk.
Blachman fortryder heller ikke, at han har sagt nej til at være dommer i endnu en omgang af det populære show. Og han er overhovedet ikke bange for at blive overgået af nogen af de nye dommere.
"Det har jeg det fint med. Ingen kan overtage min rolle. Jeg er et eksempel på det, jeg kæfter op om. Jeg er et individ," siger eksdommeren.
Uvenskabet mellem ham og Remee og Lina Rafn vil han helst ikke kommentere for meget på.
"Det er mere en privatsag i dag. Jeg tror, vi kan savne hinanden på hver vores måde," vurderer han.