Den store svenske tennislegende Bjørn Borg kom grueligt galt afsted i weekenden. Det fortæller TV2.dk.
Han forsøgte at stoppe et hundeslagsmål, men det skulle han ikke have grebet ind i.
Bjørn Borg opdagede, at hans kones hund, golden retrieveren Lipton, blev angrebet af en bidsk hund. Men da Borg gjorde et forsøg på, at vriste de to hunde fra hinanden, endte han selv med at blive skambidt i højre ben.
Den femdobbelte Wimbledon-mester måtte stærkt blødende køres til nærmeste hospital, hvor lægerne behandlede den 51-årige svenskers dybe sår.
Borg har meldt sig syg hele den næste måned. Derfor vil han ikke være i stand til at spille en række planlagte opvisningskampe.