En ydmygende tiendeplads og blot 12 sølle point.
Det er det pauvre udbytte af de første 13 Superliga-kampe for traditionsklubben Brøndby IF, der i mandags gav cheftræner Henrik Jensen det berømte spark, som en konsekvens af den katastrofale sæsonstart.
Det får nu Mr. Brøndby-himself, Per Bjerregaard, til at indrømme, at han er reelt bekymret for om de blå/gule overhovedet kan holde sig over nedrykningsstregen, sådan som det går for tiden.
Det skriver Onside.dk.
"Vi kan ikke leve med det. Klubbens identitet er en helt anden. Det er ikke at være i nedrykningsfare, og det er vi nu," siger Per Bjerregaard til Onside.dk.
Den udskældte bestyrelsesformand skal grave dybt i hukommelsen for at huske, hvornår de blå/gule på Vestegnen sidst har befundet sig i nedrykningsfare.
"Det har vi ikke været siden i 2. division i 1978, så det duer slet ikke," lyder det fra bestyrelsesformanden, der har en meget klar opskrift på, hvordan bøtten skal vendes.
"Det er at få så mange point som muligt og forhåbentlig slå FCK på torsdag," slutter han.
Kilde: Onside.dk