Et russisk fragtfly af typen Antonov 124 er søndag morgen kørt af landingsbanen i Billund Lufthavn og lammer lige nu al trafik i lufthavnen.
Det skete under en vending forud for flyets planlagte start. Hverken personer eller materiel har lidt overlast. Det fortæller TV SYD.
Flyet spærrer for alle landinger, mens de få fly, der var på jorden i Billund Lufthavn søndag formiddag, kunne lette. Nu er der ikke flere fly tilbage i Billund, hvorfor alle landinger og afgange er indstillet.
Nogle fly er derfor landet i andre lufthavne, og rejsende fra Billund må væbne sig med tålmodighed.
- Vi arbejder på højtryk for få ryddet landingsbanen. Falck vurderer, at det kan ske med hjælp fra to kraftige kranvogne, og vi håber at give trafikken fri hen over søndag eftermiddag, siger fungerende lufthavnschef Ivan Commerou til TV SYD.