Billige østchauffører koster milliarder

Dansk tolkning af EU-regler for lastbiltransport koster danske arbejdspladser, konkluderer ny rapport.
Fortsætter udviklingen, som den er i dag, lyder tabet for statskassen på 3,7 milliarder kroner om året i 2020.
Fortsætter udviklingen, som den er i dag, lyder tabet for statskassen på 3,7 milliarder kroner om året i 2020. Foto: www.colourbox.com

Danmarks tolkning af EU's regler på transportområdet er uhensigtsmæssig og koster danske lastbilchauffører deres arbejde, når østeuropæiske lastbiler udnytter reglerne til at køre såkaldt cabotagekørsel i Danmark.

Det konkluderer en rapport fra fagforbundet 3F og brancheorganisationen Dansk Transport og Logistik (DTL).

Vognmandsbranchen herhjemme har de seneste seks år mistet to tredjedele af sin eksportkørsel, og fortsætter udviklingen lyder tabet for statskassen på 3,7 milliarder kroner om året i 2020, lyder advarslen.

- Hvis der ikke sker en ændring, så vil det danske vognmandserhverv på sigt forsvinde, og national kørsel vil blive udført af udenlandske biler med udenlandske chauffører, siger Erik Østergaard, der er administrerende direktør i DTL.

Milliardtabet er beregnet af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og dækker over udgifter til dagpenge og tabt skatteindtægt.

Det danske indenrigsmarked er ifølge rapportens ophavsmænd truet af EU's såkaldte cabotageregler, der giver udenlandske chauffører mulighed for at køre tre indenrigsture inden for syv dage efter, de har afleveret et internationalt læs.

Det er en udfordring for de danske vognmænd, fordi de udenlandske truckere typisk er væsentligt billigere end de danske.

Samtidig bliver reglerne ifølge rapporten herhjemme tolket på den måde, at chaufføren kan udføre tre nye indenrigsture, så snart lastbilen har krydset grænsen med et nyt læs, også selv om der ikke er gået syv dage siden det første læs blev afleveret.

Derfor opfordrer fagforbundet og brancheforeningen politikerne til at genoverveje tolkningen.

Hos ITD, der er en brancheorganisation for dansk vejgodstransport, er holdningen en anden.

- Vores fornemmelse er sådan set, at Danmark har valgt at implementere cabotage-forordningerne meget præcist efter det, der er lagt op til nede fra EU, siger administrerende direktør Jacob Nielsen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.