En bevæbnet mand har dræbt tre mennesker og såret adskillige andre på et travlt marked i den filippinske by Kawit, der ligger 40 kilometer syd for hovedstaden Manila.
Manden begyndte uden varsel at skyde vildt omkring sig og ramte som den første en af sine svigerforældre.
- Han gik pludselig amok og skød mod alle - forbipasserende, markedssælgere, siger den lokale politichef Jaime Rollon.
Ifølge Rollon er tre mennesker dræbt og flere andre såret. Men politiet undersøger nu de nærliggende hospitaler for flere ofre.
Blandt de sårede og dræbte er angiveligt flere børn, heriblandt et toårigt barn, oplyser guvernør Juanito Remulla.
Gerningsmanden var en lokal beboer, Ronald Pae, som efterfølgende blev dræbt af politiet. Motivet for skyderiet kendes endnu ikke.
Fredagens blodige hændelse kommer midt under en ophedet debat om landets lovløse våbenkultur, der blev udløst af drabet på en kun syvårig pige, Stephanie Ella, nytårsaften.
Pigen og hendes far var på gaden i en forstad til Manila for at betragte fyrværkeriet, da hun blev ramt af en vildfaren kugle, der blev affyret af en person, som også fejrede nytåret.
Pigens død udløste vrede og fordømmelse af den dårlige retshåndhævelse i Filippinerne, der tillader hundredtusindvis af skydevåben i gaderne.
- Denne hændelse må ikke bare blive endnu en statistik, siger vicepræsident Jejomar Binay om den syvårige Ellas død.
- Vi har tilstrækkeligt med love til at straffe, men problemet har altid været selve retshåndhævelsen, konstaterer han.
Ifølge politiet er det uklart, hvordan manden på markedet fik fat i sit våben, men politichef Rollon siger, at det ikke er svært at skaffe sig et skydevåben i Filippinerne.
- Der er masser af mennesker med våben. Der er civile med våben, som ikke har officiel tilladelse til det. Man kan altid finde en måde, konstaterer han.
/ritzau/AFP