To betjente måtte trække deres pistoler, da en iransk mand truede dem og forsøgte at angribe dem en kniv i Sandholmlejren.
- Manden er nu blevet varetægtsfængslet i fire uger, siger vagtchef Mogens Steen Mogensen fra Nordsjællands Politi.
Betjentenes håndvåben kom dog aldrig i brug, da det lykkedes politiet at pacificere manden ved brug af peberspray.
Den 54-årige iraner gik ved 18-tiden fredag beruset rundt og viftede med en udslået foldekniv i Sandholm-lejrens cafeteria og optrådte truende.
- Personalet føler sig naturligvis utrygge ved den situation. Og man har altså følt sig truet i et omfang, så man vælger at kontakte os, siger vagtchefen.
- Da vi kommer derned, er han gået fra cafeteriet og ind på sit værelse, hvor vi retter henvendelse til ham. Men så trækker han denne kniv og truer politifolkene og forsøger at angribe dem.
Manden er sigtet for forsøg på vold mod tjenestemænd. Politiet mener altså ikke, at der har været grundlag for at sigte ham for drabsforsøg.