Der bliver set meget strengt på misbrug af en betroet offentlig stilling.
Det slog retten i Brooklyn, New York fast tirsdag med en dom på 20 års fængsel til 31-årige Jorge Arbaje-Diaz. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Den tidligere politibetjent er dømt for at have været med i over 100 røverier som en del af en bande med en helt særligt fremgangsmetode.
De opsøgte huse, hvor der blev distribueret narkotika, og tiltvang sig adgang under dække af at være betjente. Herefter bandt og torturerede banden sine ofre, indtil de afslørede, hvor pengene og stofferne var.
På den måde har banden siden 2003 røvet over 20 millioner kroner og 750 kilo kokain.
"Dagens dom sender et kraftigt signal om, at enhver, der misbruger en betroet, offentlig stilling ved at begå så afskyelige forbrydelser, vil blive straffet hårdt," siger statsadvokat Loretta Lynch ifølge Reuters.
Kilde: Reuters