»Du er meget muligt blevet rig og berømt på at skrive, men vi dumper dig.«
Ordene faldt ikke just sådan, da de nominerede til den største engelsksprogede boghæder, Man Booker Prize, onsdag blev offentliggjort. Men læste man mellem linjerne, var det lige præcis, hvad der blev sagt til en række engelsksprogede bestsellere som Philip Michael Ondaatje, John Maxwell Coetzee og Graham Swift, der alle har udgivet romaner det forgangne år.
»Jurymedlemmerne smadrede alle forudsigelser og afviste stort set samtlige stjerneforfattere med nye bøger under beltet,« skriver avisen The Guardian i en kommentar og hæfter sig ved det sjældent lave antal nominerede.
Æren står således mellem 13 mere ubeskrevne tastaturtæmmere, der kappes om de 50.000 britiske pund, svarende til knap 600.000 danske kroner. Fire af dem er tilmed debutanter med 33-årige Edward Docx som feltets benjamin.
Ifølge forfatter og litteraturkritiker ved Weekendavisen, Bo Green Jensen, kan nomineringerne også ses som et talentprojekt. Ofte ender de store prisuddelinger nemlig som et paradeshow for giganterne, påpeger han:
»Ved filmfestivalen i Cannes fylder tidligere vindere utrolig meget. De har nærmest en stående invitation til at deltage i hovedkonkurrencen, og så er der kun plads til yderligere et par navne. Det er især et problem, hvis de gamle kendinge ikke leverer,« forklarer Bo Green Jensen.
Det er 39. gang, at der skal findes en modtager af Booker-prisen. Den foreløbige liste på 13 nominerede slankes i begyndelsen af september, og vinderen kåres midt i oktober.