Da tyve onsdag brød ind i hjemmet hos filminstruktøren Francis Ford Coppola i argentinske Buenos Aires, stjal de hans bærbare computer og den harddisk, hvor manuskriptet til Coppolas næste film er gemt.
Nu beder instruktøren offentligt tyvene om at levere harddisken tilbage. Coppola har nemlig ingen kopi af manuskriptet.
Udlovet dusør
»De stjal vores computere og fik alle vores data, der repræsenterer mange års arbejde, men hvis jeg bare kan få backup’en igen, vil jeg være godt tilfreds. Det vil give mig alle fotografierne af min familie og alle mine skriverier tilbage,« siger Coppola ifølge CNN.
Filminstruktøren har nu udlovet en dusør til den, der kan skaffe ham materialet igen.
Fem bevæbnede gerningsmænd slog onsdag til i filmmagerens midlertidige hjem i Buenos Aires, mens Coppola var ude.
Ud over filmmanuskriptet stjal tyvene også familiefotos, kameraudstyr og det, der ifølge Coppola svarer til 15 års arbejde.
Desuden blev en af Coppolas medarbejdere kvæstet under røveriet.
Immigrantfamilie
Coppola vandt sin første Oscar i 1971, og siden er det blevet til yderligere fire.
Han er arkitekten bag film som gangstertrilogien Godfather og krigsfilmen Dommedag Nu .
Manuskriptet til den kommende film handler efter sigende om en italiensk immigrantfamilies vanskeligheder, da de bosætter sig i Buenos Aires.
Filmen har planlagt premiere i 2009 under titlen Tetro . Blandt hovedrolleindehaverne er Matt Dillon og Javier Bardem.