Ved siden af mig sidder en sort afrikaner og klapper. Det gør han flere gange under pressekonferencen, hvor Bille August og hans skuespiller-ensemble er mødt op for at tale om deres Mandela-film, Goodbye Bafana, der faktisk handler mere om James Gregory, Nelson Mandelas personlige fangevogter gennem mere end 20 år. Afrikaneren klapper, fordi den sorte skuespiller Dennis Haysbert (der spiller Mandela, men mest er kendt for sin rolle som præsident Palmer i ’24 timer’) kommer med følgende følelsesladede udsagn:
»Dette har jeg ikke engang fortalt til mine kollegaer endnu, men hver aften efter optagelserne gik jeg hjem, drak et glas vin og græd. Fordi Mandela har ofret så meget for andre mennesker. Han er vel i Top 5 over de vigtigste mennesker, som har været på denne planet. Faktisk var jeg oprindeligt tøvende med at tage rollen af ren ærefrygt.«
Vi klapper alle sammen.
Ikke sort/hvid
En journalist vil vide, hvordan Bille August forholder sig til den kritik, der har været af fængselsbetjenten James Gregorys selvbiografi. Blandt andet er bogen blevet anklaget for at være fri fantasi visse steder.
»Det er sandt, at den her bog skabte en vis kontroversiel røre, da den kom ud. Blandt andet var Mandela vred, fordi Gregory trykte hans breve i bogen. I filmen har vi undgået de kritiske punkter. Udover det, synes jeg kun det er naturligt, at der i et land som Sydafrika, er så mange forskellige meninger. Det gode ved den her historie er, at den er fortalt fra modstanderens synspunkt, hvilket kun gør Mandelas ideer om Sydafrika mere rigtige,« sagde instruktøren om sin internationale produktion.
En anden journalist vil vide, hvorfor det altid er hvide mennesker, der laver film om de sortes problemer. Det får afrikaneren ved siden af mig til at sukke højlydt.
»Argh. Filmen er ikke politisk på den måde. Den viser den anden side af medaljen - at de hvide også flyttede sig under Apartheid, og derfor er den så vigtig for os,« siger han, mens skuespillerne på skift slår fast, at filmen ikke er sort eller hvid. Men universel.
Filmen har premiere den 11. februar var præcis 17 års-dagen for Mandelas løsladelse.