Danske Nicklas Bendtner ser ud til at blive klar til weekenden, hvor Sunderland skal spille mod Everton.
I lørdags blev han ellers båret fra banen i Sunderlands 1-0-sejr over Liverpool. Han døjede med en knæskade, der potentielt kunne koste ham store dele af resten af sæsonen og EM-slutrunden til sommer.
Men knæskaden var ikke så alvorlig, som først antaget.
"Nyheden om Bendtner er opmuntrende. Vi havde egentlig forventet at vente i 48 timer på, at hævelsen omkring knæet skulle falde, før vi overhovedet ville overveje en scanning. Men knæet blev meget bedre allerede i løbet af de første 24 timer efter, hvilket var godt, og det betød, at han følte sig klar til at træne en lille smule i går," siger manager Martin O'Neill i dag til Sunderland Echo.
Den danske spiller kan derfor spille med i Sunderlands FA Cup-kamp mod Everton på lørdag.
"Bare det, at han følte sig klar til at prøve at træne er tydeligvis et godt tegn, men vi må vente og se, hvordan det udvikler sig i løbet af ugen, og vi må se, om der kommer en reaktion," siger manager Martin O'Neill.
Danskeren har scoret to mål i sine sidste to kampe for Sunderland.
Kilde: sunderlandecho.com