Få danske fodboldspillere får lige så meget opmærksomhed som den 26-årige Sunderland-angriber Nicklas Bendtner. Nu risikerer han så igen at få ørerne i maskinen efter en tilsyneladende vild druktur i nat - få dage før vigtigt fodboldopgør mod Manchester City i Premier League.
Det fremgår i hvert fald af Bendtners egen Twitter-profil, at der var gang i løjerne i nat. Angriberen var aktiv på Twitter ved totiden i nat med beskeder og nyt profilbillede - af en særdeles festglad Bendtner.
"7 flying hirsh i træk, Sover nu sikkert c7," lyder den kryptiske besked på Bendtners profil.
En Flying Hirsch er for de alkoholglade også kendt som en såkaldt "Jägerbomb", hvor festlystne bargæster eksperimenterer med et shot Jägermeister i en fadøl eller et glas Red Bull.
Umiddelbart efter fulgte han så op med beskeden: "Peter AG - Mr swing king. Konge nr".
Her til formiddag har Nicklas Bendtner opdateret profilen til glæde for de nysgerrige Twitter-'followers'.
"Sjov dag, med Hva Der skal være, nå man fylder, eller :-) chrille 26 år.. Nu tennis og focus paa city lørdag, vi skal op på listen," skriver han til sin ven Christian Rasmussen, som tilsyneladende fyldte år i går.
Men Bendtner forsikrer, at det var en ven, og ikke ham, der drak de mange shots.
"Tror EB igen har misforstået noget. Man drikker ikke onsdag nå man spiller lørdag, c7 er min buddy og han drak 7 flying hirsh, ik mig," skriver han på Twitter som reaktion på omtale i Ekstra Bladet.
Kilde: Twitter