Belgieren Sanne Cant må efterhånden have kørt sig til titlen som nuværende VM-dronning i cykelcross.
Lørdag i Bogense tog den 28-årige belgier sin tredje VM-titel på stribe, da hun var stærkest på den 18,35 kilometer lange, mudrede rundstrækning på Fyn.
På forhånd var der ellers ikke meget, der tydede på, at Sanne Cant ville fuldbyrde sit VM-hattrick.
Belgieren har haft en skuffende sæson indtil, hvor hun har haft svært ved at levere gode resultater, men da konkurrencen igen hed VM, ramte hun sit topniveau i et hurtigt kørt løb.
Cant viste sig stærkere end den hollandske kvartet, der jagtede hende på de sidste omgange og sørgede for, at hun på intet tidspunkt kunne taget noget for givet.
Ved målstregen efter de syv omgange var Cant ni sekunder foran Lucinda Brand og 15 sekunder foran legenden Marianne Vos, som tog henholdsvis sølv og bronze.
Det er samtidig femte gang på stribe og sjette gang i alt, at Cant forlader VM med en medalje om halsen. I 2016 blev det til bronze og i 2015 til sølv.
På medaljesiden mangler hun dog fortsat en del for at nå hollænderen Marianne Vos, som også har vundet nærmest alt, der kan vindes i landevejscykling.
I cykelcross har Vos syv gange vundet VM, blandt andet seks gange på stribe fra 2009 til 2014. Derudover har hun to gange hentet sølv og to gange bronze ved VM.
Årets sølvvinder, Lucinda Brand, vandt sidste år bronze.
/ritzau/