Illusionisten
Instr. Neil Burger

Så får han et frø til at springe ud som appelsintræ, så får han kronprinsens sværd til at stå urokkelig fast på et marmorgulv, så får han pludselig de døde til at gå igen på de skrå brædder. Nok er det alt sammen filmtricks baseret på litterær fiktion, men Illusionisten har alligevel et betydeligt skær af magi over sig.

Vi er i Wien (skønt filmen er optaget i Prag) i starten af 1900-tallet, hvor den mystiske Eisenheimer (Edward Norton) besnærer fyldte teatersale med sine trolddoms?kunster og overnaturlige tricks. Indtil den dag, hvor han står ansigt til ansigt med en skeptisk kronprins og ikke mindst sin næsten-forlovede (Jessica Biel), med hvem Eisenheimer har en romantisk fortid.
Altså en klassisk fortælling om to rivaler og en skønjomfru og alligevel ikke.

Okkult karisma

For i en film med ordet illusion i titlen er intet naturligvis som det ser ud til, så skønt vi indledningsvis kredser om klasseskel og magtdemonstrationer, så er det pludselig et tragisk mord og en række særlige gæster fra dødsriget, som bliver det slørede omdrejningspunkt.

Her er Paul Giamatti ganske enkelt eminent velspillende som byens politichef, Ulh, der på pragmatisk vis må inddrage et vist mål af korruption for at tilgodese en potentiel lynkarriere, men samtidig bliver nærmest besat af at finde hemmeligheden bag Eisenhimers okkulte fiksfakserier.

Også den altid blændende Edward Norton er et godt fund til rollen som åndelig gøgler. Med andre ord har producerteamet bag mesterværker som Crash og Sideways skabt endnu en absolut seværdig og snildt sammenflikket historie. Dog tager Illusionisten ligesom Sideways ikke evigt ophold i hjertekulen, men må mest betragtes som intelligent og velspillet underholdning.

Oven i købet med en slutning, du med garanti ikke sådan lige regner ud.