70’er orkestret Bay City Rollers føler sig gevaldigt trådt over tæerne, skriver Entertainmentvise.com.
De mener, at deres pladeselskab, Arista Records, har tjent kassen på dem de seneste 25 år.
Bandet mener, at de ikke har set deres del af det overskud, som pladeselskabet har skabt ved at sælge deres albums og sælge deres musik til reklamer, film og ringetoner.
Derfor slæber bandet nu pladeselskabet i retten og kræver de millioner af overskuddet, som, de mener, er deres.
Bandet har indtil nu kun modtaget 1,4 millioner kroner i løn for deres musik.
Det skulle være mærkeligt, om der ikke var tjent flere penge på dem. Bandet var en kort overgang så stort på verdensplan, at man kaldte deres popularitetsbølge for »Rollermania«.
Pladeselskabet har endnu ikke offentliggjort sit modtræk.
The Bay City Rollers kommer fra Skotland, og de havde deres storhedstid i 70’erne, og de kom frem på iørefaldende sange og en skotskternet tøjstil.