Det kan være dyrt at have en hobby.
Spørg bare den køber, der fredag gav 3,7 millioner dollar for en af LeBron James' trøjer fra NBA-karrieren på en auktion i New York City.
Beløbet, der svarer til 25 millioner kroner, skulle vedkommende af med for at erhverve sig en af basketballikonets trøjer fra finaleserien i 2013.
Dengang var James en del af Miami Heats stjernespækkede hold, som besejrede San Antonio Spurs i syv kampe og vandt mesterskabet. LeBron James bar trøjen i den syvende og sidste finalekamp.
Der er aldrig givet så meget for en af amerikanerens trøjer, skriver nyhedsbureauet AFP.
Hidtil lød rekorden på 630.000 dollar svarende til 4,3 millioner kroner. Det gav en køber for LeBron James' All-Star-trøje fra 2020.
Selv om fredagens hammerslag kan lyde opsigtsvækkende, er der langt til rekorden for et salg af en NBA-trøje.
En ikonisk trøje, som Michael Jordan havde på i sidste finaleserie med Chicago Bulls i 1998, blev solgt for 10,1 millioner dollar i september sidste år - cirka 75 millioner kroner.
38-årige LeBron James har i snart to årtier været blandt den nordamerikanske basketball-ligas allerbedste spillere.
Medmindre han pådrager sig en alvorlig skade inden for de kommende uger, bliver han også snart den mest scorende i NBA's grundspil nogensinde.
Han er blot 157 point fra Kareem Abdul-Jabbars rekord. Los Angeles Lakers-legenden er med sine 38.387 point historiens mest scorende.
Regner man slutspillet med, er LeBron James, som selv spiller i Lakers i dag, dog allerede spilleren med flest point nogensinde.
/ritzau/