TV 2-stjernen Laura Drasbæk har fundet kærligheden i en gammel flamme.
Den 47-årige skuespillerinde er nemlig endnu en gang kærester med instruktør og stuntmand Lasse Spang Olsen, som hun var sammen med mellem 2013 og 2018.
Det genforenede par ankom lørdag sammen til brylluppet mellem Laura Drasbæks tidligere Vild med dans-partner, Silas Holst, og Nicolai Schwartz. Og her kunne hun afsløre til Billed-Bladet, at stuntstjernen er hendes kæreste igen.
Laura Drasbæk er kendt fra blandt andet "Sommerdahl" og "Lærkevej" på TV 2.
Hun mødte Lasse Spang Olsen under indspilningerne til filmen "Den gode strømer" fra 2004, som Lasse Spang Olsen instruerede.
Da de første gang fik interesse for hinanden, ramte forelskelsen Laura Drasbæk hårdt, fortalte hun siden til Se og Hør.
- Pludselig blev jeg genert over alt det, der før havde været naturligt. Jeg lagde mærke til hans overkrop gennem blusen. Det begyndte i mig, og han kunne nok mærke det fra mig. Der kom pludselig en anden undertone. Der kom et japansk hurtigtog. Det var så stærkt, sagde Laura Drasbæk dengang til ugebladet.
Parret gik fra hinanden i 2018, men fortalte først offentligheden om det året efter. Siden har de været gode venner. Og nu er de altså igen mere end det.
Faktisk har de dannet par siden januar, fortæller Laura Drasbæk til Billed-Bladet.
Da parret i første omgang var kærester, boede de sammen. Det gør de ikke nu, skriver mediet.
Laura Drasbæk er mor til to, sønnerne Albert og Vilfred, som hun har med skuespilleren Gerard Carey Bidstrup.
Lasse Spang Olsen, der er 57, har også to børn med en tidligere partner. Det er de voksne døtre Tallulah og Fiona, som han har med smykkekunstneren Josephine Bergsøe.
/ritzau/
Af Anna Rie Christensen, Ritzau Fokus
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.