Michael Laudrup var tæt på at kunne sætte sig på trænerbænken i sin gamle klub FC Barcelona.
Da den danske fodboldlegende var træner i spanske Getafe, var den lille klub uden for Madrid tæt på at bytte ham med FC Barcelonas daværende reservetræner Josep Guardiola. Det skriver den spanske sportsavis AS ifølge bold.dk.
Josep Guardiola har siden haft enorm succes som træner for Barcelona, der sidste sæson vandt 'The Treble', både mesterskab, pokaltitel og Champions League-triumf. Derfor fortryder katalanernes præsident, Joan Laporta, nok ikke byttehandelen gik i vasken, men det var tæt på at lykkes, siger Getafes præsident Angel Torres.
"Der var en overgang, hvor Laporta overvejede Laudrup som fremtidens Barca-træner, og vi talte faktisk om muligheden. Jeg sagde, at det ikke var noget problem, hvis han ville forhandle med danskeren," siger Torres til AS.
"Til gengæld ville jeg forsøge at bringe en ung træner, Guardiola, som havde gjort det fantastisk med Barcelonas reservehold, til Getafe," siger han.
Michael Laudrup er i øjeblikket uden trænerarbejde, da han blev fyret efter et kort ophold i Spartak Moskva.