Barcelona-målmand forlænger og får milliardklausul

Marc-André ter Stegen, der har forlænget til 2022 med FC Barcelona, koster 1,34 milliarder kroner.
Den tyske målmand Marc-André ter Stegen har forlænget med FC Barcelona.
Den tyske målmand Marc-André ter Stegen har forlænget med FC Barcelona. Foto: Albert Gea/Reuters

FC Barcelona er tilsyneladende rigtig glad for den tyske målmand Marc-André ter Stegen.

Den spanske fodboldklub meddeler mandag, at den er blevet enig med den 25-årige målmand om at forlænge kontrakten, så den udløber i sommeren 2022.

Selve kontraktunderskrivelsen finder sted tirsdag, skriver Barcelona på sin hjemmeside.

Marc-André ter Stegen kom i sommeren 2014 til FC Barcelona fra Borussia Mönchengladbach på en femårig kontrakt.

Interesserede klubber kommer til at dykke dybt i tegnebogen for at købe målmanden fri af kontrakten med FC Barcelona.

Klubben meddeler, at hans frikøbsklausul er hævet til 180 millioner euro, cirka 1,34 milliarder kroner.

Marc-André ter Stegen har foreløbig vundet to spanske mesterskaber, tre spanske pokaltitler og Champions League en enkelt gang med Barcelona.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.