I den hjemlige spanske liga har FC Barcelona problemer med at følge med Real Madrid, men når Champions League-turneringen i aften går ind i den afgørende fase, skal man regne med at se de forsvarende mestre spille op til deres bedste.
Sådan lyder vurderingen fra fodboldkommentatoren Morten Bruun.
"Vi kommer til at se et rigtig stærkt barcelonahold, og jeg er også helt overbevist om, at de går videre," siger han til Newspaq.
I den spanske liga ligger Barcelona ti point efter Real Madrid. Men der er hverken grund til krisesnak eller til at frygte, Barcelona ikke går videre fra mødet med Bayer Leverkusen.
"Sandheden er, at Barcelonas stærkeste 11 er et niveau over stort set alle andre klubber i verden," siger Morten Bruun.
Selv om det i Spanien er opfattelsen, at Barcelona kan besejres, hvis man går hårdt til dem, tror han ikke det gælder for deres stærkeste startopstilling.
"Når Barcelona spiller med deres bedste spillere. Skal der mere end hårdt spil til at slå dem," siger Morten Bruun, der ikke er i tvivl om, at det er Barcelona han skal se i aften.
Savner de engelske giganter
Ingen af de to tophold fra England, Manchester City og United, er med videre fra gruppespillet. Og den erfarne kommentator fra Kanal 5 kommer til savne dem.
"Det er charmerende, når de ryger ud, men her på den anden side af vinteren, synes jeg da, det ville være sjovere at have dem med end Basel og Apoel Nicosia," siger han til Newspaq.
Han understreger, at Uefas præsident, Michel Platini, har fået sin vilje med at få flere forskellige hold med, men det gør ikke kvaliteten højere.
"Jeg synes ikke, at Champions League-turneringen er så interessant og attraktiv, som når alle de store hold er med," siger Morten Bruun.
Til gengæld forventer han, at ottendedelsfinalerne bliver sidste stop for de østeuropæiske klubhold.
"Når vi når kvartfinalerne, er der renset godt ud. Det plejer at være endestationen for de østeuropæiske klubber. Når det kommer til stykket, så kan de ikke slå holdene fra Tyskland, England, Spanien og Italien," siger han.
Han regner med at se Real Madrid mod FC Barcelona i finalen.