To bankdirektører har i perioden 2004-2009 givet hinanden favorable lån på mere end 30 millioner kroner.
Finanstilsynet vurderer, at lånene er ulovlige og har derfor politianmeldt bankdirektørerne for overtrædelse af loven om finansiel virksomhed og for mulig overtrædelse af straffelovens bestemmelser om berigelsesforbrydelser.
"Vi blev opmærksom på sagen i 2010 og gik derefter i gang med at kortlægge de lån, som de to direktører gennem årene har været med til at bevilge hinanden. Der tegner sig et mønster af en byttehandel, hvor den ene tjeneste tilsyneladende har været den anden værd. Det er sket på bekostning af bankernes indtjening," siger Finanstilsynets direktør Ulrik Nødgaard i en pressemeddelelse.
Ifølge reglerne må en bankdirektør ikke godkende et lån uden bestyrelsens accept, hvis han har en personlig interesse.
I bankdirektørerne tilfælde har de bevilget hinanden lån på gunstige rentevilkår, flere års renteafdragsfrihed, med begrænsninger for den personlige hæftelse og uden, at de har stillet sikkerhed for lånene.
Politianmeldelsen skete i 2010, men har af hensyn til efterforskningen været tilbageholdt ind til nu. Hverken bankdirektørernes identitet eller arbejdsgivere er blevet offentliggjort.