Regeringen skal oprette en anonym meldetjeneste for ansatte i pengeinstitutter.
Sådan lyder opfordringen fra de bankansattes fagforbund Finansforbundet på et tidspunkt, hvor EU-kommissionen overvejer at anbefale såkaldte whistleblower-ordninger i finansvirksomheder.
Det skriver Politiken.
"Der er masser af medarbejdere, der har båret rundt på viden, der kunne have afdækket økonomiske problemer eller dårlig ledelse i de pengeinstitutter, der har haft problemer," siger Michael Budolfsen, næstformand i Finansforbundet, til Politiken.
Hos Finanstilsynet lægges der ikke skjul på, at anonyme henvendelser fra bankansatte kunne hjælpe tilsynets kontrolvirksomhed. Her drøfter man lige nu sagen med Finansforbundet.
"Jeg afventer disse drøftelser og vurderer derefter et eventuelt tiltag," siger erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF) til Politiken.
Finanssektorens Arbejdsgivere (FA) mener ikke, der er behov for en sladretjeneste.
"Vi har en god, dansk tradition for at tale sammen, når der opstår problemer ude på arbejdspladserne," siger Steen A. Rasmussen, direktør i FA, til Politiken.