Der bliver færre bag skranken i landets banker, for nu skal der fyres blandt medarbejderne.
Landets banker melder, at de fortsat har så store indtjeningsproblemer, at der skal skæres i medarbejderstaben. Det skriver Jyllands-Posten.
Det er problemer med større udgifter, der sætter gang i uddelingen af fyresedler.
"Det vil ske som en kombination af naturlig afgang og en række kollektive afskedigelser. Jeg er bange for, at det ikke er slut endnu," siger Steen A. Rasmussen, der er direktør for Finanssektorens Arbejdsgiverforening, til Jyllands-Posten.
Danske Bank præsenterede forleden et overskud på 3,6 mia. kroner for første halvår af 2011 - det er en fremgang på 14 procent, men alligevel gør banken nu klar til fyringer.
"Det er muligt, at der kommer en periode med reduktioner i medarbejderstaben, men vi vil bestræbe os på naturlig og frivillig afgang," siger Peter Straarup, ordførende direktør i Danske Bank, til avisen.
Bankerne håber, at de fleste afskedigelser kan ske via naturlig afgang.
Kilde: Jyllands-Posten.dk