En ansat i den schweiziske investeringsbank UBS har påført sin arbejdsgiver et tab på næsten 11 milliarder kroner.
Det oplyser Reuters.
"Sagen bliver stadig undersøgt, men UBS vurderer, at tabet løber op i omkring to milliarder dollars," skriver banken i en kort pressemeddelse forud for børsernes åbning.
Tabet er blandt de største nogensinde, som en enkelt ansat har påført en bank.
Men beløbet blegner lidt ved siden af de - seks milliarder dollars - 32 milliarder kroner - som franske Jerome Kerviel fra banken Societe Generale svindlede for.
Han blev sidste år idømt en fængselsstraf på tre år.
Schweiziske UBS bliver nu formentlig nødt til at regne med et tab for tredje kvartal i træk.
Bankens aktier faldt øjeblikkeligt med otte procent efter den dårlige nyhed.
"Det er utroligt, at den slags stadig er muligt," siger analytikeren Claude Zehner fra virksomheden ZKB til Reuters.
"Banken har åbenbart et problem med deres risikohåndtering. Selv hvis beløbet havde været mindre, ville det kaste et dårligt lys over UBS," siger han.