Det er kræftforskningens svar på Michael Laudrup og co., der i øjeblikket agerer skuespillere i teaterstykket Den Magiske Kugle . En række prisbelønnede danske forskere fra Syddansk Universitet har påtaget sig opgaven med at lave kompleks kræftforskning om til let fordøjeligt teater.
Sceneinstruktør Bent Nørgaard hævder, at selv børn vil finde teaterstykket spændende.
»Hvis H.C. Andersen havde levet i dag, så ville han skrive et eventyr om det her. Tænk at man via nanoteknologien kan lave så små kugler, at de kan gå ind i en kræftcelle,« siger Bent Nørgaard, der er leder af Center for Kunst og Videnskab.
Håb for kræftramte
De magiske kugler, som teaterstykket handler om, gør det muligt at smugle kemo-medicin ind i selve kræftknuden, så kroppens sunde celler ikke tager skade. Forskerne fortæller ved hjælp af lyd og billeder, hvordan deres banebrydende forskning kan være med til at revolutionere kræftbehandlingen.
Risikerer I ikke at give kræftramte falske forhåbninger, hvis det nu viser sig, at metoden ikke alligevel revolutionerer behandlingen af kræft?
»Jeg er faktisk meget glad for det spørgmål, for vi er ikke ude på at stikke folk blår i øjnene. Det er mejslet ind i forestillingen, at forskningen godt nok har givet nogle lovende resultater, men at behandlingen stadig ikke er prøvet på mennesker. Behandlingen kommer allertidligst på markedet i 2010. Til gengæld synes jeg, at der er håb i det faktum, at så mange dygtige forskere brænder for at løse det her,« siger Bent Nørgaard.
Han tøver ikke med at kalde videnskabsteatret for »et nybrud indenfor scenekunst«, og noget tyder på, at publikum har taget konceptet til sig. Ni ud af ti forestillinger er nemlig allerede udsolgt.
Den Magiske Kugle spiller i alt 11 gange i perioden 27. januar - 9. februar i Teaterhuset i Odense. Der er stadig billetter til 9/2 og til ekstraforestillingen 8/2 kl. 20. Læs mere om forestillingen og de medvirkende på www.magiskekugle.sdu.dk