Bandidos-rockere er tiltalt i en stor sag om narko og våben i Kolding.
Ifølge Sydøstjyllands Politi har de fem stået for narkohandel i både Østjylland og på Fyn.
"De er tiltalt for tilsammen at have omkring fire kilo amfetamin, 10 kilo hash og 100 gram kokain," siger vicepolitiinspektør Torben Svarre til Newspaq.
Under efterforskningen fandt politiet også en del våben.
"En pistol, en revolver, to oversavede jagtgevær og et almindeligt jagtgevær er også med i anklageskriftet," fortæller han.
I alt har 44 personer været sigtet undervejs, og politiet kalder det en stor og omfattende sag.
"Vi er nået dertil, hvor vi godt kan løfte sløret for sagen, men vi kan ikke frigive anklageskriftet, fordi de anklagede ikke må få at vide, hvad vi har på de forskellige personer," forklarer Torben Svarre.
Mændene blev anholdt i oktober sidste år, og skal først for retten i oktober, november og december.