En 12 år gammel fredsaftale mellem rockerklubberne Bandidos og Hells Angels er nu revet i stykker af præsidenten for Bandidos, Jim Tinndahn.
Det sker fordi, at Hells Angels har hvervet seks medlemmer fra Bandidos, fortæller Tinndahn til Politiken.
De hvervede medlemmer var tilknyttet den ene af Bandidos' to afdelinger i Aalborg. Og det anser Bandidos for et alvorligt brud på fredsaftalen.
"Vi har nogle ganske enkle regler om, at vi ikke tager hinandens medlemmer, og vi synes, det er et brud på det regelsæt, vi lavede for 12 år siden," siger Jim Tinndahn, der er præsident for Bandidos i Danmark, Europa og Asien, i et sjældent interview med Politiken.
Hells Angels ønsker ikke at udtale sig om sagen. Talsmand Jørn "Jønke" Nielsen siger til avisen, at "vi render ikke rundt og udtaler os i tide og utide."
Også politiets nationale efterforskningsenhed NEC, der overvåger rocker- og bandemiljøerne i Danmark er fåmælt. Leder af NEC, Kim Kliver siger dog, at politiet intensivt overvåger og følger situationen.
"Vi noterer os udmeldingen, men jeg vil ikke gå ind og lave spekulationer om, hvad det her betyder. Vi følger situationen tæt og tilpasser vores indsats efter det," siger Kliver til Newspaq.
Rockerkrigen i 90'erne, der varede to år, kostet elleve mennesker livet og såret 96, heraf de fleste i Danmark.