Hun danser rundt på scenen som Clara i det magiske eventyr ’Nøddeknækkeren’. Pludselig begynder hendes krop at ryste. Smerten jager gennem hende, men hun bider den i sig og fortsætter til sidste pirouette. Efter tæppefald bliver hun kørt på hospitalet med det, der viser sig at være en sprængt blindtarm.

Han har klædt om til sin rolle i aftenens forestilling og er på vej ned ad trappen, da han vrikker om og brækker foden. Med så kort varsel, kan der ikke findes en afløser, så han går på scenen og danser rollen med en brækket fod.

Begge eksempler er fra Royal Ballet i London, men kunne lige såvel være hentet fra Den Kongelige Ballet på Kongens Nytorv i København. Det mener Steven Wainwright, professor i medicinsk sociologi ved King’s College i London, der har lavet en række undersøgelser af professionelle balletdansere i England.

Piver ikke

Som Nyhedsavisen tidligere har beskrevet, er skader og smerter et grundvilkår i balletten på Det Kongelige Teater i København, hvor mellem 15-20 procent af danserne ifølge ballettens egen læge er skadet i løbet af en sæson.

Men hvorfor vælger danserne at leve i smerte?

»I en tidlig alder indser danserne, at de ikke bliver optaget i kompagniet, hvis de klager og piver. Der er et stort pres fra institutionen og fra danserne selv, fordi de har set, at dem, der går videre fra skolen til kompagniet, er dem, der har bidt smerterne i sig og danset videre,« siger professor Steven Wainwright.

Kaya Roesller, lektor ved Center for forskning i idræt, sundhed og civilsamfund på Syddansk Universitet har skrevet flere bøger om sport og smerte. Hun oplever også, at især balletdansere lever under et hårdt og konstant smertepres, og at smerten er en del af præstationen.

Stolt af smerter

Kaya Roessler skelner mellem forskellige former for smerter. Hvis en danser forvrider en fod, kan danseren ikke længere stå på scenen, og den type smerte ønsker ingen sig.

Omvendt forholder det sig med de smerter, som kan opstå, når danseren træner. Her kan smerter ligefrem fremkalde en form for stolthed.

»Ikke mange kan udholde de smerter, som en balletdanser har, og derfor bliver det et udtryk for, at de kan klare en masse. Balletdansere kender til afsindige smerter i ankel og fødder, og de kan danse længe, selvom det gør meget ondt,« siger Kaya Roesller.

Smerter kan også være en søgen efter grænser, forklarer hun.

»Det bliver grænsesøgende, hvis du leder efter den ekstreme belastning af kroppen. Det er en del af en psykologisk fascination, hvor du begiver dig ud i et område, hvor du møder dine egne grænser,« siger Kaya Roesller, som understreger, at ingen af de idrætsudøvere, hun har talt med, siger, at de dyrker eliteidræt på grund af smerten. De accepterer den som en del af spillet.

Samtidig kan danserne ikke forestille sig noget værre end ikke at kunne danse, og der skal derfor meget til, før de holder sig fra scenen, forklarer professor Steven Wainwright:

»At danse ballet er hele deres liv, og deres identitet ligger i at være balletdanser. Så når de er skadede, kan de ikke længere være sig selv.«