Mange forbinder ballet med tynde piger i strutskørt og lyserøde sko. Men flere danske drenge end tidligere kaster nu også deres kærlighed på den særlige danseform.
På søndag vil balletskolen opleve det største antal drenge-ansøgere i næste 70 år, skriver Det Kongelige Teaters Balletskole i en pressemeddelelse.
Forstander Niels Balle mener, at den stigende tilgang blandt drengene skyldes, at balletten har fået et andet ry.
"Ballet er længe blevet identificeret med lyserødt tyl og prinsessedrømme, hvilket absolut også er en vigtig del af kulturen, men det handler lige så meget om muskler, teknik og power. Og det er min opfattelse, at flere og flere drenge bliver opmærksomme på, at ballet er en enestående blanding af råstyrke og graciøsitet," siger han.
Flere end 200 børn vil følge deres drøm om et liv på dansescenen. Af dem er omkring 40 drenge, hvilket er det største antal, siden Det Kongelige Teater startede sin statistik i 1941.
Det er på søndag, at børn mellem seks og 11 år kan gå til optagelsesprøve på Det Kongelige Teaters Balletskole i København.