For nylig blev Det Kongelige Teaters balletmester, den tidligere topdanser Nikolaj Hübbe, afsløret i at tage og dele kokain ud på balletten.
Men tilstandene på balletkompagniet er endnu værre end frygtet, skriver BT, som løfter sløret for censureret rapport.
Nikolaj Hübbes temperament er så eksplosivt, at danserne ofte er bange for ham.
"Balletmesteren adfærd kan skifte på et øjeblik - fra en inspirerende, omsorgsfuld, generøs og aldeles kompetent adfærd til en adfærd, der er præget af raserianfald, afvisninger og personligt sårende bemærkninger," står der blandt andet i rapporten, som er skrevet af forskeren Helle Hedegaard Hein fra CBS.
Balletdanserne er ifølge rapporten bange for at konfrontere balletmesteren med hans opførsel på grund af frygt for voldsomme reaktioner.
Ballettens ledelse kritiseres i det hele taget for at bagtale og mobbe danserne, der føler sig behandlet som 'brokkebørn' og 'vrangvillige medarbejdere'. Danserne bliver kaldt dovne og deres spiseforstyrrelser og depressioner omtales åbent.
Der er dog også problemer danserne imellem, og ialt ti dansere lider i særlig grad under det hårde arbejdsmiljø.
"Der er en del alvorlige konflikter i kompagniet, hvor forskellige grupper af dansere danner kliker og definerer sig ift. Andre grupper af dansere," står der i rapporten.
Flere af solodanserne har i følge rapporten mistet arbejdsglæden og ønsker at komme væk fra teatret.
Det Kongelige Teater har ifølge BT ikke ønsket at kommentere på historien.
Kilde: B.T.