Skolelederen på Strandmølle Skolen i Assens er blevet meldt til politiet for at have udvist grænseoverskridende adfærd.
Både en forælder og organisationen Børns Vilkår har politianmeldt manden, efter det er kommet frem, at han før jul bad to skoleelever fra de yngste klasser om at hoppe ned i et par sorte affaldssække, tage det meste af tøjet af - hvor efter han angiveligt stak i sækkene og sagde, at han ville klippe deres tissemænd af med en saks. Dette var en 'spøg' oven på en julemåned, hvor børnene skulle have nissehuer på i skole - ellers vankede der 'sjove' sanktioner'.
Ifølge Fyns.dk har en forælder til en af skolens elever anmeldt lederen. Personen har endnu ikke været hos politiet og afgive forklaring. Det fortæller Anders Lundegaard, leder af lokalpolitiet i Assens, til Fyns.dk.
- Personen, der har kontaktet os, havde ikke tid til at komme ind til os i dag, men kommer ind på mandag, og så får vi en mere uddybende forklaring, og så finder vi ud af, hvad grænseoverskridende adfærd nøjagtig dækker over, siger han til Fyns.dk.
Børns Vilkår: Var der trusler om vold?
Børns Vilkår har ifølge dr.dk også meldt skolelederen til politiet.
- Det har vi gjort, fordi vi gerne vil have en juridisk vurdering af, om der er tale om blufærdighedskrænkelse og om der er tale om trusler om vold. Og om det er så alvorligt, at det hører under straffeloven, siger Bente Boserup, leder af Børns Vilkårs rådgivning til dr.dk.
Ministeriet kræver redegørelse
Også Undervisningsministeriet går nu ind i sagen.
Det oplyser Peter Pannula Toft, kontorchef i Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen under Undervisningsministeriet, til Fyens.dk.
Ministeriet fik tidligere på ugen en henvendelse i anonymiseret form fra skolens tilsynsførende om sagen. På baggrund af den viden vil ministeriet kontakte bestyrelsen og bede om en redegørelse for sagen, siger Peter Pannula Toft.
Støttegruppe for skolederen
Det er dog ikke alle, der er kritiske over for skolelederen. Ifølge fyns.dk har man siden torsdag formiddag kunne give sin støtte til kende i en ny Facebook-gruppe, der foreløbig har lidt flere end 100 medlemmer.