Siden opløsningen af sit første band, The Libertines, har bohemen og kunstnerjunkien Pete Doherty overbevist publikum og anmeldere om, at han som solist, og ikke mindst i gruppen Babyshambles, også kan lave relevant musik.
Forsangeren i Babyshambles fortæller, at især guitaristen, Mik Whitnall, i lang tid har arbejdet med demoer til deres tredje album, skriver gaffa.dk.
"Mik har brugt et år på at købe en røvfuld udstyr på eBay. Han har skrevet masser af fantastisk musik, som mest bare mangler noget lyrik. Så de bliver en efter en konverteret til sange," siger han til nme.com.
Albummet bliver en opfølger til 'Shotters Nation', og kommer ifølge Doherty til at indeholde ældre sange som 'Stone Me What A Life', 'Cuckoo 1440' og '352 Days'.
Selv om bandet er klar til at gå i gang, er der endnu ikke booket studietid eller fundet en producer. Men ifølge bandet selv udkommer det næste år.