Den purunge rock-chick Avril Lavigne har et nyt album på vej, skriver Billboard.com.
Det har fået titlen ’The Best Damn Thing’ og den første single ’Girlfriend’ vil få premiere på MTV i slutningen af februar.
Kodeordet for pladen har ifølge Avril været ’sjov’.
»Jeg ville være sikker på, at sangene skulle være sjove – sjove for fansene og sjove for mig selv,« skrev hun i december i sin Myspace-blog.
Avril Lavigne kom frem i 2002 og er herhjemme nok mest kendt for tyggegummi-punk hittet ’Sk8er Boi’.
Dette album bliver hendes tredje, og det er blandt andet produceret af Dr. Luke, der tidligere har samarbejdet med Pink og Lady Sovereign, og Avril Lavignes mand Deryck Whibley fra Sum 41.
Det nye materiale skulle være en blanding af ballader om kærlighed og hurtige rocknumre, hvor hun fortæller om sine frustrationer med det modsatte køn.