Løb to betjente vitterlig nøgne rundt om deres civile politibil i søndags?
Meget tyder på, at løjerne var en del af en polterabend, og australsk politi er netop nu ved at undersøge, hvordan det overhovedet kunne ske.
De to betjente blev ellers spottet med bare baller af en kvinde, der så to mænd stige ud af bilen ved et lyskryds i Brisbane søndag eftermiddag.
Den overraskede kvinde ringede straks efter ordensmagten. Men da politiet checkede nummerpladen, indså de hurtigt, at cifrene tilhørte en politibil, skriver flere australske medier.
De to betjente tilhører angiveligt en af australsk politis eliteenheder, nemlig Special Emergency Response Team. Enheden bruges i kritiske situationer, der involverer sprængstoffer og forhandlinger med gidseltagere.
Derfor er de også som regel på tilkaldevagt 24 timer i døgnet og drikker ikke alkohol, siger formanden for Queensland Police Union Ian Leavers.
De bare betjente risikerer nu at blive sigtet for at blotte sig og forstyrre den offentlige ro. Det kan i sidste ende koste dem jobbet.